23948sdkhjf

Bilka-chefen fik at vide, at han kun duede til ballade og fodbold

Tonny Drachmann Nielsen har en historie, han gerne vil fortælle. En, der forhåbentlig kan inspirere andre.

Den 46-årige østjyde står i spidsen for landets bedste Bilka gennem fire år, og han blev for nyligt hædret ved Danish Retail Award. Men bag historien om en succesfuld butikschef gemmer sig også en anden fortælling.

- Min baggrund og opvækst er en stor drivkraft for mig i dag. Og en stor del af forklaringen på, hvorfor jeg senere har fået succes og skabt resultater, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Den første anerkendelse

I folkeskolen fik Hørning-drengen at vide, at kan kun duede til at lave ballade og spille fodbold. Vejen ind i detailbranchen var tilfældig og begyndte med en stilling som ungarbejder i det, der engang hed Favorit-Marked i Aarhus.

Han kom senere i lære i samme butik og aftjente efter endt læretid ni måneders værnepligt i militæret. Det kom til at ændre hans liv. For første gang blev Tonny Drachmann Nielsen anerkendt. Han fik gode bedømmelser og blev udnævnt til gruppefører. Han fandt ud af, at han er god til mennesker.

- Når man hele sin skolegang har fået fortalt, at man ikke kan noget, og man pludselig får lov til at lede og gå forrest, giver det blod på tanden. Pludselig fandt jeg ud af, at jeg kunne mere, end jeg selv gik og troede, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Han vendte tilbage til dagligvarebranchen i en tid, hvor det handlede om at løbe stærkt og skabe resultater. Flair for købmandskab faldt ham naturligt, og han avancerede. Mellemleder, driftsleder, salgsleder. Så varehuschef i Bilka Sønderborg og Slagelse, inden turen for knap fire år siden gik til Vejle.

Syv 12-taller i træk

Som den første i Bilkas historie er det lykkedes Tonny Drachmann Nielsen fire år i træk at stå i spidsen for kædens bedste hypermarked. Og han har gjort sig særligt bemærket med sit fokus på HR.

Ud af sine 36 mellemledere er halvdelen i gang med at videreuddanne sig inden for akademi, diplom og HD.

- Der skal være plads og rum i vores varehus til at udvikle sig, og det er velset, at man gør det. Det løfter både de ansatte og varehuset og er derfor en god investering, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Varehuschefen tog for få år siden selv en diplomuddannelse. Her mærkede han igen følelserne fra folkeskolen om ikke at være god nok.

- Jeg følte mig igen som den uduelige skoledreng. Da jeg skulle skrive min første opgave, var jeg klar til at droppe det hele. Men jeg fik støtte og hjælp. Så voksede det på mig. Og jeg sluttede af med syv 12-taller i træk, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Firkantet ledelse

Da han sidste år modtog diplomlederprisen, var det den mest betydningsfulde anerkendelse, han nogensinde har fået. Samtidig fik prisen ham til at reflektere.

- Jeg har tidligere været meget firkantet i min tilgang til ledelse. Det var my way or the highway. Kulturen var hård, og vejen til målet var ikke så vigtig. Nu er verden anderledes, og min tilgang til ledelse er også forandret. Men jeg stiller stadig krav til mine medarbejdere. Vi må aldrig glemme, hvorfor vi er her; for at skabe resultater, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Når kunderne i Bilka i Vejle afleverer flasker, er det udviklingshæmmede, psykisk sårbare eller på anden vis kognitivt udfordrede, som styrer flaskerummet.

Tonny Drachmann Nielsen har gjort det til en dyd at hjælpe folk på kanten af arbejdsmarkedet. Det sker blandt andet i samarbejde med Vejle Kommune. Varehuschefen husker, hvordan han som ung knægt selv stod på kanten.

- For mig handler det om at tage et socialt ansvar og gøre noget, der giver folk indhold i deres liv. Vi har kognitivt udfordrede medarbejdere, som løser opgaver, der for dem er det fedeste i verden. Om det er pappresseren eller flaskerummet betyder ikke så meget. De løser vigtige opgaver, og de skaber glæde. Det er en win-win for alle, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Bilka i Vejle bliver ikke endestationen for den ambitiøse varehuschef. Han vil i gang med en kandidatuddannelse og ser ingen begrænsninger for, hvor karrieren kan bære ham hen.

- Jeg elsker retail og dens dynamik og har måske en drøm om at arbejde med HR. Nu må vi se. Jeg er ikke så god til stilstand. Det er nok meget godt, når man arbejder i dagligvarebranchen, siger Tonny Drachmann Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11